Feriepartner Thy – sommerhuse i Nordvestjylland
Vi – Herdis, Margrethe, Chatrine, Hanna, Ellen, Inge-Lis, Heidi, Per, Mikkel, Jonas og Jan – vil gerne byde jer velkommen til Feriepartner Thy. Vi er et selvstændigt, lokalt feriehusbureau, som holder til i Nr. Vorupør i Thy, hvor vi fungerer som en integreret del af den store købmandsforretning. Her har du mulighed for at leje feriehuse, få udleveret nøgler, melde dig til rideture på islandske heste, melde dig til tennis og meget mere.
Udover at vi vægter nærhed og kompetent ferievejledning højt, så er vi også et grønt bureau, som tror på social ansvarlighed. Vores mål er at være ét af markedets mest klimabevidste firmaer, så Danmark og resten af verden forbliver dejligt – også for kommende generationer. Derfor er vores hjemmeside og katalog fx CO2-neutrale.
Thy er en perle af et feriemål – det er vi, der bor her, ikke i tvivl om. Vi har unik, varieret natur med sjældne klitheder og brusende Vesterhavskyst, hyggelige fiskerlejer og Danmarks største fiskerihavn i Hanstholm.
Vi garanterer, at pris og kvalitet altid stemmer overens, og at I vil opleve optimal service, når I besøger os. Vi glæder os til at tage imod jer og give jer vores bedste anbefalinger og ferietips.